Nissum fjord er en ret stor, men meget lavvandet sø. Det er brakvand, men der er næsten ikke noget salt i Mellem Fjord, hvor sommerhuset ligger. Så det er et trygt og godt sted at bade, og der er ikke ret høje bølger. Det er her, vi fisker, ror, surfer og hvad vi ellers kan finde på.

Der er aborrer, gedder og helt, og man må godt fiske der, hvis man har det nationale fisketegn og lige har styr på mindstemål og fredningstider. Der er fiskegrej i skuret.

Jeg holder af at fiske helt ude ved slusen i Thorsminde. Der er sild, makrel, hornfisk og flade. Der står man fint på molen sammen med de andre turister, og der er en ret lækker grejforretning på havnen, hvor man også kan købe orm til forfanget.

På begge sider af Nørhede er der små hyggelige havne. Især Felsted Havn, hvor der også er et fugletårn. Altså tårn og tårn…. Det er nok kun 4 meter højt.

Hvis man kigger lige frem ad vejen, kan man se en fin 14 fods rød jolle med grå presenning, der står på en bådvogn. Den er helt nymalet og klar til eventyr på fjorden. I Vestjylland koster det ikke en formue at få lov til at have sin båd liggende i havnen.