Sommerhuset ligger midt imellem de helt store turistområder langs vestkysten, så lige her er der ikke de store gourmetoplevelser rundt om hjørnet. Dem skal man finde sydpå i Søndervig (27km) eller Hvide Sande (38km). Til gengæld er der masser af autencitet at finde.

I Sønder Nissum er en virkelig hyggelig nordtysk restaurant, der hedder Kellers Küche. Der er schnitzel på menukortet. Nå ja, der er så ikke så meget andet, men det er ikke dyrt, og betjeningen er i top, for det er Mutti selv, der serverer.

Nogle lørdage laver borgerforeningen i Thorsminde fisk til frokost på havnen. Det er virkelig lækker fisk med kedeligt tilbehør. En klar anbefaling!

Restaurant Vestkysten er det mest autentiske og hyggelige sted i Thorsminde. Der får man mad nok. Husk det er i provinsen, så her spiser man tidligt.

Til frokost vil vi anbefale fisk fra fiskehandleren i Thorsminde, hvis vejret er godt. Der er kun spisepladser udenfor. Frisk fisk smager altså godt, så det er da også lidt dyrere end så meget andet.

Der er selvfølgelig grillmad på den nærliggende campingplads og ok grillbar og pizzeria i Ulfborg, men fisk eller schnitzel er altså the shit i området. Finder I et sted, I vil anbefale, så skriv det endelig herunder. Vi er selv i fuld gang med at opleve egnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *